Gå til hovedindholdet Gå til undermenuen

Årets projekt – og journalistik i børnehøjde

På temasiden 'Børnereporterne' kan eleverne komme tættere på, hvad årets hjælpeprojekt handler om, og hvorfor journalistik kan gøre en forskel.

I kan bruge det sammen som en oplevelse i klassen – eller I kan fordybe jer lidt ekstra med de små opgaver, der dels får eleverne op af stolen og dels giver dem en oplevelse af vigtige kvaliteter ved god journalistik.

U-landskalenderens projekt i 2022 handler om at give Tunesiens børn en stemme, skabe mediedækning af de store 'nyhedsørkener' i Tunesiens provinsområder og styrke ytrings- og pressefriheden i et ungt og skrøbeligt demokrati.

På den nye temaside 'Børnereporterne' på hjemmesiden kommer eleverne tættere på projektet i børnehøjde – med en konkret og interaktiv fortælling.

De får svar på spørgsmål som: Hvorfor skal tunesiske børn oplæres som reportere – og hvordan? Hvordan gavner det? Hvad laver en journalist overhovedet? Og hvorfor kan noget så abstrakt som medbestemmelse og pressefrihed være en hjælp?

Aktiviteten er rettet til Dansk og IT og Medier.

På arbejde med to unge reportere

I den lille fortælling på temasiden følger I de to unge-reportere Youssef og Emna, som allerede er blevet oplært i et lignende projekt, og ser, hvordan de arbejder med journalistik og dokumenterer livet for børn i Tunesien.

I følger også tilblivelsen af hjemmesidens populære sektion om børneportrætter – 'Tunesiens Børn' – som i år netop er lavet sammen med de unge reportere. I hører også om, hvad de nye, kommende børne-reportere skal lære. Og i korte explainer-videoer får I indblik i, hvordan journalister skal kende forskel på sandt og falsk, og hvordan god journalistik giver alle vigtig viden og kan være med til at skabe forandring.

Nemt at arbejde med i klassen – og opgaver med sjove aktiviteter

Den nye sektion fortæller med billeder, videoer, animationer og små tekster. Du kan enten bruge den som en slags præsentation, I udforsker sammen i klassen, eller du kan lade eleverne dykke ned i den interaktive fortælling på egen hånd, hvilket dog kræver lidt bedre læsefærdighed.

Der er lavet et godt opgaveark til Børnereporterne med nogle tankevækkende aktiviteter: I en af øvelserne gennemgår I temasiden sammen og bearbejder indtrykkene i klassen. I en anden skal eleverne med fødderne opdage, hvad to forskellige vinkler på den samme enkle nyhed kan betyde. De skal også opleve, hvordan en historie ændrer sig, alt efter om kilden er tæt på begivenheden eller ej – og de kan prøve selv at rapportere.

Del på Facebook