Gå til hovedindholdet

Her har U-landskalenderen gjort en forskel

I 2022 fylder Børnenes U-landskalender 60 år. Den traditionsrige julekalender har gjort en forskel for børn i lande verden over. Hvert år er der fokus på et nyt projekt. Mange steder har indsatsen skabt effekt mange år ud i tiden.

Børn i mere end 40 lande har igennem årene fået gavn af U-landskalenderens projekter. De gennemføres hvert år som et samarbejde mellem Danida, DR og skiftende danske organisationer – samt ikke mindst lokale organisationer i de lande, det handler om. Og danskerne, som har købt kalenderen, har bidraget til, at der er blevet samlet mere end 200 millioner kroner ind til fordel for verdens børn.

Den første U-landskalender i 1962 samlede ind til den store landsindsamling ”Danmarks U-landshjælp”. Året efter blev indsamlingen målrettet et konkret land, nemlig Congo.

Siden 1985 er overskuddet hvert år gået til et særligt projekt i samarbejde med en udvalgt dansk organisation.

Her kan du læse fem konkrete eksempler på projekter fra de sidste 20 år – og se eksempler på de resultater, de har ført til. I mange tilfælde bliver rækkevidden af U-landskalenderens projekter også betydelig længere end selve projektet, fordi indsatsen har været med til at skabe forandringer, som bliver ført videre lokalt – og som breder sig.

Caritas Danmark, Bolivia 2002

I Bolivia var det i 1990’erne kun 36 % af eleverne, som gennemførte grundskolen. Der var også alt for mange elever i klasserne, og undervisningen var af ringe kvalitet.

De største tabere var de 20 % af børnene, som havde indlæringsvanskeligheder. De fleste af dem kom fra indianske hjem. Undervisningen på skolerne foregik på spansk, og der blev ikke taget hensyn til, at det ikke var det sprog, de indianske børn talte derhjemme. Derudover kom børnene fra fattige hjem, hvor de ikke fik nok at spise, og forældrene havde selv for dårlig skoleuddannelse til at kunne hjælpe dem med lektier.

Projektet

Projektet blev udrullet i syv storbyer og en landkommune i Bolivia. Det havde tre hovedformål: Dels at bevidstgøre skolerne og forældrene om problematikken. Dels at sikre børnene et næringsrigt dagligt måltid for at forbedre og styrke deres indlæring. Og endelig at opbygge et system for støtteundervisning til børn med indlæringsvanskeligheder.

De vigtigste resultater

  • Projektet støttede direkte 3.723 børn med indlæringsvanskeligheder, som fik bedre udbytte af deres skolegang.
  • På 39 skoler fik lærerne og lederne uddannelse i støtteundervisning og fik de nødvendige materialer til rådighed. Og mere bredt blev uddannelsessektoren bevidstgjort om betydningen af at yde omsorg og støtte til børn med indlæringsvanskeligheder.
  • 57 % af forældrene til børn med indlæringsvanskeligheder deltog i særlige samtaler eller træningsforløb.
  • Der blev indført morgenmad på samtlige skoler, der var involveret i projektet.

UNICEF Danmark, Uganda 2008

I 2008 gik overskuddet til et UNICEF-projekt i Ugandas tørkeramte Karamoja-region. Her ønskede UNICEF Danmark gennem sport at få børn til at blive i skolen og bidrage til en fredelig udvikling ved at lære om konfliktløsning.

Projektet

Med projektet – som blev kaldt Sports for Life – ville UNICEF bidrage til, at børn i Karamoja-regionen fik opfyldt deres rettigheder til uddannelse, leg og oplysning, at de lærte at løse konflikter uden brug af vold samt at flere børn blev indmeldt i skolerne og gennemførte deres skolegang. Den primære målgruppe var børn i skolealderen, men også forældre, lærere og andre i lokalsamfundet fik gavn af indsatser målrettet dem.

De vigtigste resultater

  • Flere end 90.000 børn og unge fik gavn af Sports For Life-projektet.
  • Alle syv distrikter i Karamoja fik implementeret planer for at få flere børn indmeldt i grundskolen og reducere frafaldet.
  • Andelen af børn, der gennemførte grundskolen i Karamoja-regionen blev næsten tidoblet – fra 1,3 % til 12,6 %.
  • Sports for Life-projektet førte også til, at der blev oprettet 16 nye ungdomsklubber og 26 pigeklubber (Girls Education Movement) på skolerne. Undervisningen i pigeklubberne er fortsat i gang.
  • 769 lærere fra alle distrikter i Karamoja-regionen trænede elever i fodbold, netbold, volleybold, atletik m.v., hvilket har bidraget til øget trivsel blandt børnene.
  • 11.500 børn (både drenge og piger) fra alle syv distrikter i Karamoja deltog i sportsligaerne, som også var en del af projektet.

SOS Børnebyerne, Tanzania, 2016

I udkanten af storbyen Dar Es Salaam – i de fattige områder Chanika og Zingiswa – var skolerne nedslidte, der var alt for mange elever i klasserne, der manglede basale ting som bøger og toiletter, og der var ingen legeredskaber til frikvartererne. Derudover havde lærerne svært ved at gennemføre en god og motiverende undervisning i de overfyldte klasser.

Projektet

Med pengene fra U-landskalenderen i 2016 satte SOS Børnebyerne et projekt i gang, der skulle forbedre 10 af områdets skoler. Skolerne fik bl.a. renoveret deres klasselokaler, de fik etableret flere toiletter, de fik legeredskaber som fx bolde, og der blev indkøbt bøger og andre læringsmaterialer. Som en vigtig del af projektet blev lærerne undervist i, hvordan de kunne skabe en mere positiv og motiverende undervisning. Der blev også sat ind for at få elever, som var droppet ud af skolen, tilbage på skolebænken.

De vigtigste resultater

  • Projektet gav 21.601 børn en forbedret skolegang med adgang til bøger, ordentlige klasselokaler, legeredskaber, nye læringsmaterialer og toiletter.
  • Projektet fik 557 elever, som var røget helt ud af skolen, tilbage på skolebænken.
  • Som resultat af den forbedrede undervisning og det motiverende miljø blev elevernes præstationer markant forbedret. Gennemsnittet for ’rigtige svar’ i 6. klasses eksamen steg fx fra 56,6 % i 2016 til 90,9 % i 2020.

Skolerne fortsætter i dag arbejdet med at forbedre undervisningen, og de lærere der blev uddannet, underviser nu selv nye lærere. Der er stadig mange børn i klasserne, for søgningen til skolerne blev endnu større efter projektet. Men skolerne arbejder løbende med at få lokale myndigheder til at sørge for, at kapaciteten på skolerne følger med behovet.

Oxfam IBIS, Burkina Faso, 2017

I guldmineområderne i Burkina Faso arbejder mange børn i minerne i stedet for at gå i skole. Men landets vej ud af fattigdom afhænger i høj grad af, at børnene får en uddannelse, så de kan udnytte deres potentiale, og så man kan nedbringe analfabetismen, som hele 39 % af de unge og voksne i landet lever med. Samtidig er det vigtigt, at børnenes rettigheder til uddannelse, sundhed og et bæredygtigt liv respekteres.

Projektet

Oxfam IBIS’ projekt gik ud på at forbedre kvaliteten af undervisningen på skolerne i mineområderne samt at få de børn, som var gået ud af skolen for at arbejde i minerne, tilbage i klasseværelserne igen.

De vigtigste resultater

  • Kvaliteten af undervisningen blev forbedret for cirka 8.000 elever i 50 skoler i mineområderne i de to provinser Yagha og Ganzourgou.
  • 350 lærere og pædagogiske konsulenter er blevet efteruddannet i forbedrede undervisningsmetoder og ligestilling mellem kønnene.
  • 252 børn, der var gået ud af skolen og arbejdede i guldminerne, er kommet tilbage i skolen. Antallet af børn på guldgraverpladserne er reduceret fra 5.000 til 2.500.
  • 90 procent af forældrene i områderne deltager efter projektet aktivt i forældreforeninger, kvindeforeninger og skolebestyrelser for at forbedre kvaliteten af undervisningen og arbejde for at stoppe børnearbejde.

På grund af angreb fra væbnede grupper i Yagha-provinsen har arbejdet ikke kunnet fortsætte der. Men i Ganzourgou-provinsen fortsætter arbejdet med at forbedre undervisningen stadig. 25 skoler har nu dokumenteret gode praksisser og har delt deres erfaringer med naboskoler – og på nationalt TV. Samtidig fortsætter lokale aktører med at holde myndighederne ansvarlige for god skolegang til alle piger og drenge og bekæmpe børnearbejde i guldminerne.

Dansk Flygtningehjælp, Jordan, Libanon og Tyrkiet 2018

Krigen i Syrien sendte 13 millioner syrere på flugt, og 6,8 millioner af dem forlod deres hjemland. Halvdelen af flygtningene er børn, og en meget stor del af dem er bosat i nabolandene Tyrkiet, Libanon og Jordan. Fx bor der alene i Tyrkiet mere end 3,6 million syrere (i 2022). Det stiller samtidig store krav til lokalsamfundene i de områder, hvor flygtningene bor.

Projektet

Formålet med projektet var at sikre, at både syriske og lokale børn samt deres forældre fik adgang til psykologisk og social støtte – bl.a. til at håndtere traumer fra krig og flugt, hjælp og støtte til børnenes skolegang samt rådgivning til forældre om børns trivsel. Projektet blev implementeret i Dansk Flygtningehjælps eksisterende medborgerhuse – 'Community Centres' – i forskellige lokalområder med mange syriske flygtninge i både Jordan, Libanon og Tyrkiet.

De vigtigste resultater

  • Projektet støttede syriske flygtningebørn, deres forældre samt lokale familier med at få adgang til sikre væresteder og aktiviteter, der forbedrede deres trivsel både psykologisk, socialt og uddannelsesmæssigt.
  • I alt deltog 11.381 børn og deres omsorgsgivere i psykosociale eller rekreative aktiviteter i medborgerhusene.
  • 7.745 børn fik støtte til deres faglige udvikling og skolegang.
  • 86 % af børnene syntes selv, de fik mere viden og flere færdigheder ved at deltage.
  • 1.192 forældre deltog i kurser i at forbedre deres forældreevner og bedre forstå deres børns situation.
  • 11.586 familier modtog juridisk vejledning og rådgivning omkring deres rettigheder.

Dansk Flygtningehjælp driver fortsat medborgerhusene i Tyrkiet, Libanon og Jordan for at støtte syriske flygtningebørn, deres forældre og lokalbefolkningen. Erfaringerne fra U-landskalenderprojektet har inspireret de metoder, der arbejdes med i dag.

Mange år efter: Drenge leger i 2022 i skolegården ved en af de skoler i slumkvarteret Chanika i Tanzania, der fik støtte til renovering og forbedring af undervisningen fra 2016.

Børn hjælper børn – verden rundt

Gennem årene har U-landskalenderen hjulpet børn i mere end 40 lande – særligt i Afrika, Asien og Latinamerika. Blandt de mange projekter er:

  • Bedre skolegang for børn i Zambia, Kenya, Tanzania og Bangladesh
  • Bedre ernæring til børn i Congo og Nepal
  • Hjælp til flygtningebørn i Myanmar, Jordan og Libanon
  • Bekæmpelse af polio i afrikanske lande
  • Hjælp til børn med handicap i Chile
  • Bygning af børnehaver og skoler i Indien, Peru og Tanzania U-landskalenderen verden rundt.

Se hele listen over de sidste 60 års lande og hjælpeprojekter her

Del på Facebook