Børn i Tunesien sætter selv nyhedsdagsordenen

Tunesiske børn udgiver deres egne historier, mens de lærer om demokrati og om, hvordan de med ytringsfrihed og journalistik kan lægge pres på de voksne. Med overskuddet fra årets U-landskalender vil IMS hjælpe med til at udbrede lokaljournalistik og træne unge i at forstå medierne, producere nyheder og være aktive i deres lokale samfund.

Ikke Europa. Ikke Mellemøsten. Og ikke rigtigt Afrika. Den nordafrikanske region Maghreb er mangfoldig og helt sin egen. Det gælder også landet i midten – Tunesien.

Efter generationer med eneherskere ved magten fik landet efter oprøret i 2010-2011 – Det arabiske forår – et demokrati, som de stadig kæmper for at udvikle og bevare. Den politiske situation er skrøbelig. Fattigdommen er stigende, og korruption og ungdomsarbejdsløshed er en stor udfordring.

Men der er også lyspunkter. Tunesien har ligestilling på flere områder, og politiske ledere har haft fokus på at gøre noget for landets børn. Særligt i de marginaliserede yderområder skal der gøres en indsats for at give børn og unge håb og et fodfæste som aktive spillere i Tunesiens fremtid.

Projektet kort fortalt

Med Børnenes U-landskalender vil IMS starte redaktioner for og med børn og unge, så de selv kan være med til at sætte dagsordenen i deres lokale områder. Børnereporterne udgiver løbende historier, som i sig selv bliver læst og hørt og er med til at gøre en forskel – og samtidig lærer de om ytringsfrihed, om troværdige nyheder og om journalistikkens vigtige samfundsrolle.

IMS’ projekt tager fat om to udfordringer: At børn og unges engagement i det tunesiske samfund generelt er lavt, og at en stor del af landets befolkning bor i såkaldte nyhedsørkener, hvor næsten ingen medier dækker lokale forhold – og da slet ikke rettet mod børn og unge.

Det vil IMS sammen med den tunesiske NGO Al-Khatt lave om på i otte af Tunesiens mest marginaliserede områder.

Det meste af landet er ’nyhedsørkener’

Som en del af projektet skal børnereporterne løbende udgive historier med indhold, der handler om det område, de bor i.

I Tunesien er udkantsområderne nemlig nyhedsørkener – og det gælder stort set hele landet uden for hovedstaden.

De fleste tunesiske medier har lang tradition for næsten kun at prioritere nyheder fra storbyen Tunis. Her bor kun én ud af landets knap 12 millioner indbyggere. Dermed har tuneserne i mindre byer og på landet ingen adgang til information eller kritisk journalistik om deres egen by og region.

Børn og unge laver lokale medier

Den tunesiske NGO, Al Khatt, arbejder netop på at bringe nyheder til udkantsområder – og samtidig involvere de unge.

Med deres medie ’Jaridaty’ (’min avis’ på arabisk) udbreder de lokaljournalistik og træner samtidig unge i at forstå medierne, producere nyheder og være aktive deltagere i lokalområdet.

I samarbejde med de lokale, offentlige fritidsklubber, kan børn og unge melde sig til ’media clubs’ og blive lokale Jaridaty-journalister. Så får de samtidig adgang til journalistisk træning og teknisk udstyr.

Med pengene fra Børnenes U-landskalender vil Jaridaty nu åbne lokalmedier og lave media clubs i otte nye lokalsamfund i Tunesien og dermed involvere flere børn og unge. Både piger og drenge – helt fra 11 til 17 år. Samtidig vil den lokale befolkning få nyheder fra deres egne områder – via sociale medier og lokalradio.

Børnene og de unge på de nye redaktioner bliver også del af Jaridatys nationale netværk. Udvalgte børnereportere mødes på tværs af regioner en gang om året og inspirerer hinanden – og nogle af deres lokale historier ender faktisk med at blive bragt i nationale medier og sætte større diskussioner i gang.

De bliver faktisk hørt

Der er mange eksempler på, at Jaridatys lokale, ungdomsdrevne medier skaber forandringer. De får ofte borgmesteren, rektoren eller virksomheden til at stille op og svare på spørgsmål – og deres historier bliver læst og hørt. Og nogle skaber også forandringer. Lige fra pigen, der ikke havde adgang til drengenes fodboldhold, der fandt et sted at spille. Til byen, hvor de unge satte fokus på de dårlige veje, så kommunen måtte begynde at asfaltere hovedvejene. Eller de forskellige regler for skoleuniformer for piger og drenge – der endte som en landsdækkende diskussion.

Samtidig lærer de unge også at reflektere over deres eget samfundsansvar og handlemuligheder. De lærer både om deres egen rolle og mediers rolle i et demokrati. Og de er enormt engagerede. Så den effekt vil holde sig langt ud over projektets levetid.